Jordpåkastelsen forkynder det kristne budskab om liv, død og opstandelse. Forud for jordpåkastelsen finder en såkaldt lovprisning sted, som lyder:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Ved jordpåkastelsen kaster præsten jord på kisten tre gange og siger:
Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.
I forlængelse af jordpåkastelsen bliver der bedt fadervor, som lyder:
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Herefter lyser præsten velsignelsen, hvilket vil sige, at præsten fremsiger en velsignelse, strækker armene ud, og de tilstedeværende rejser sig.